– Vi har alt at vinde

Elitesport Vendsyssels cheftræner Benjamin Rømer vælger en positiv tilgang til lørdagens kamp mod Ajax i Arena Nord i Frederikshavn.

”Vi har fortsat en teoretisk chance for at redde os i 1. division. Så vi har alt at vinde. Derfor skal vi også gå på banen med alt, hvad vi har,” siger Benjamin Rømer.

ESV skal som minimum vinde sine to sidste kampe i turneringen – lørdag mod Ajax fra rækkens midte og næste lørdag ude mod HØJ Elite, der som nr. 2 spiller om chancen for oprykning.

Benjamin Rømer har været cheftræner for Elitesport Vendsyssel i én måned. Han blev forfremmet fra assistentrollen, da Jonas Aaen blev fyret.

”Det har været en udfordrende tid, men fedt og lærerigt. Truppen har reageret meget positivt på min nye status. Alle har accepteret mig i min nye rolle og har selv arbejdet dedikeret i hver deres egen rolle i og omkring holdet,” siger Benjamin Rømer.

Elitesport Vendsyssel gav sig selv en stærk optakt til lørdagens kamp ved tidligere på ugen at udradere Aalestrup fra 2. division med 37-17 i pokalturneringen.

Trods de dystre udsigter for at forblive i 1. division er der lagt op til en festlig håndbolddag i den store arena i Frederikshavn med spinning event, gratis entré, slikposer til børnene og konkurrencer. Kampen spilles kl. 16.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *