Tabellen lyver aldrig. Og tabellens klare tale er, at Elitesport Vendsyssel er færdig i 1. division i håndbold for denne gang.
Det endelige farvel blev sagt i Arena Nord i Frederikshavn, hvor Elitesport Vendsyssel lørdag måtte se sig besejret med 28-35 (15-15) af Ajax.
Inden denne match havde ESV en meget teoretisk chance for at redde sig. Den er borte. Det står på 2. division i næste sæson.
Det spinkle håb om redning holdt sig i live i 1. halvleg af kampen mod Ajax. Det var 30 minutter med afvekslende og i lange perioder glimrende spil. Begge hold spillede med meget tempo, og selv om Ajax førte gennem det meste af halvlegen, var hjemmeholdet aldrig udspillet og nåede op på 15-15 takket være en energisk slutspurt.
Så der var håb om en spændende 2. halvleg. Det blev ikke opfyldt. ESV fik endnu en af de perioder med koncentrationssvigt, som er indtruffet i så mange af sæsonens kampe. På blot 11 minutter havde Ajax skabt sig en seks måls føring, og så var resten af kampen en spændingsforladt transportetape frem mod det resultat, der endegyldigt har sendt Elitesport Vendsyssel ned i 2. division.
Målscorere:
Elitesport Vendsyssel: Daniel Holmen og Thomas Steffensen 5, Steffan Stollig 4, Mads Espensen, Mathias Haugen og Christian Lykke 3, Nicolai Andersen 2, Oliver Prince, Mikkel Krogshede og Frank Pedersen 1.
Ajax: Magnus Larsen og Frederik Bjerre 9.