ESV med vinder-attitude

Efter en tæt dans tog Elitesport Vendsyssel fra midten af 2. halvleg vindertrinene i Skæring og vandt fredag aften 32-30 (16-17) over HEI i herrernes 1. division i håndbold.

”Udstråling og attitude hos alle spillere. Akkurat som i den seneste kamp mod Sydhavsøerne. Det gjorde forskellen i aften. Det var en fornøjelse at være en del af,” sagde en meget tilfreds cheftræner Jonas Aaen efter kampen.

I 45 minutter fulgtes de to hold ad. Men specielt takket være fine mål af Nicolai Andersen tog Elitesport Vendsyssel midt i 2. halvleg et lille ryk op til en tre måls føring, som banede vejen til den endelige sejr.

Nicolai Andersen har i de senere kampe spillet sig til en stadigt vigtigere rolle på holdet, og mod HEI blev han tilmed topscorer med syv mål.

Han blev dog som målscorer overstrålet af HEI’s Rasmus Just, der alene før pausen bankede ni mål ind fra venstre back-pladsen og holdt sit hold på lige med gæsterne.

I 2. halvleg kørte Rasmus Just tilsyneladende træt, og det blev Elitesport Vendsyssels bredde, der gjorde udslaget.

Med de to points fra Skæring når Elitesport Vendsyssel op på en delt 11.plads i 1. division og er kun et enkelt point fra at rykke fri af de pladser, der giver direkte nedrykning.

I de næste tre kampe møder ESV øvrige konkurrenter fra rækkens bund.

Målscorere:

Elitesport Vendsyssel: Nicolai Andersen 7, Mads Espensen og Thomas Steffensen 6, Steffan Stollig 4, Daniel Holmen 3, Christian Lykke og Mathias Haugen 2, Mikkel Krogshede og Nicolai Leth Klinge 1.

HEI: Rasmus Stærk Just 11, Mikkel Mundus-Pedersen 7.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *