Elitesport Vendsyssel kommer på en krævende opgave lørdag, når modstanderen i Frederikshavn er HØJ Elite.
Nordsjællænderne med liga-legenden Bo Spellerberg i spidsen kæmper med HC Midtjylland om førstepladsen i 1. division, der giver direkte oprykning til ligaen, og er klar favorit i matchen.
I den kamp – som i så mange andre – må Elitesport Vendsyssel stole på, at Steffan Stollig påtager sig rollen som en ledende kraft i både forsvar og angreb.
Den 29-årige sønderjyde er helt afklaret med, at han har en hovedrolle hos Elitesport Vendsyssel.
”Med erfaring fra Tønder, Haugesund i Norge og FfI er det naturligt, at jeg skal støtte og hjælpe medspillere uden samme ballast. Og det ligger til min personlighed at tage ansvar på banen og udenfor,” siger Steffan Stollig.
Man behøver ikke at være håndboldekspert for at se, at Steffan Stollig er en type, der giver sig fuldstændigt i hvert eneste moment i en kamp.
”Som håndboldspiller er jeg egentlig for lille. Så jeg har måttet udvikle andre kompetencer for at klare mig. Det er fight, evne til at forudse spillet i både forsvar og angreb og målbevidsthed i alle aktioner,” siger Steffan Stollig.
Tidligere har Steffan Stollig været kendt for at brokke sig meget over dommerne.
”Jeg er blevet bedre til at styre brokkeriet. Men jeg snakker stadig meget med dommerne for at hjælpe dem med at se, hvad der egentlig sker på banen,” siger den 29-årige lærerstuderende med et glimt i øjet.
Men hvad skal Elitesport Vendsyssel stille op overfor favoritterne fra HØJ på lørdag?
”Det er nogle store drenge, vi skal møde. Vi skal spille hurtigt og flytte rundt på modstanderne. Og så skal vi stå sammen, som vi faktisk gjorde i den seneste kamp mod Ajax, som vi godt nok tabte, men kunne have vundet, hvis vi havde udnyttet vores målchancer bedre,” mener Steffan Stollig.
Kampen Elitesport Vendsyssel – HØJ Elite spilles på lørdag kl. 15.00 i Idrætshallen i Frederikshavn.