Siden Oliver Prince spillede sin første seniorkamp for 13 år siden, har han været en markant skikkelse i vendsysselsk håndbold. Han har spillet i Bindslev-Tversted, Tornby, Frederikshavn og Hjørring, og han har optrådt i stort set samtlige rækker fra serie 4 til 1. division.
Nu optræder den 29-årige vendelbo som højre back hos Elitesport Vendsyssel, og du kan se ham på lørdag kl. 14.30 i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå, hvor Skovbakken Håndbold kommer på besøg.
Oliver Prince spiller i øjeblikket muligvis det bedste, han har vist som ESV-spiller. Med sine 17 mål er han holdets topscorer (bortset Daniel Holmen, som imidlertid har scoret 9 af sine 18 mål på straffekast).
Selv siger Oliver Prince om sin nuværende form:
”Vores spillestil i denne sæson passer mig godt. Vi spiller mere dynamisk, og det giver mig mulighed for at udnytte mine stærke sider.”
Oliver Prince ser frem til, at han selv og holdet kan revanchere sig ovenpå nederlaget i den seneste runde i Odder.
”Vi taber den kamp på gulvet, fordi vi laver alt for mange fejl. Det skal vi simpelthen gøre bedre,” siger han.
Skovbakken kommer med store sejre over HEI Skæring og HC Odense samt et klart nederlag i Nykøbing F. mod Sydhavsøerne.
Oliver Prince håber på, at ESV kan drage fordel af den nye hjemmebane i Vrå, hvor premierekampen for 14 dage siden mod Otterup blev en positiv oplevelse med næsten fuldt hus, høj stemning og en sejr over Otterup.
”Men Skovbakken er en farlig modstander. De formår altid at tiltrække dygtige spillere fra det omfattende århusianske håndboldmiljø, og jeg forventer, at de igen i år kommer med en stor bredde på holdet,” siger Oliver Prince.