Lørdag kl. 14.00 venter Odder Håndbold i Park Vendia i Hjørring. Cheftræner Asbjørn Madsen forventer en anderledes kamp, hvor omstillingsparathed og evnen til at håndtere modstanderens mange taktiske variationer kan blive afgørende.

Efter den dramatiske 29-28-sejr ude over Rækker Mølle Håndbold venter der Elitesport Vendsyssel en ny opgave i 1. division. Denne gang er det Odder Håndbold, der gæster Park Vendia, og cheftræner Asbjørn Madsen forventer en modstander, der stiller store krav til hjemmeholdets taktiske forståelse.

– Det bliver en helt anden kamp end dem, vi har spillet de sidste gange. Det er virkelig et hold, der spiller frisk til, og som veksler meget mellem både et 6-0-forsvar og et mere offensivt forsvar, siger Asbjørn Madsen.

Også angrebsmæssigt har Odder flere strenge at spille på. Holdet skifter mellem spil seks mod seks og syv mod seks og benytter mange forskellige spillere undervejs. Det gør modstanderen vanskelig at forberede sig på.

– Det er virkelig en kompleks størrelse. De er vant til at ændre tingene hurtigere og oftere, end vi gør, så det bliver en opgave at se, om vi kan få løst det, forklarer cheftræneren.

ET STÆRKT KOLLEKTIV

Asbjørn Madsen ser ikke nødvendigvis Odder som et hold, der står og falder med enkelte profiler. Tværtimod er det bredden og den samlede indsats, der springer i øjnene.

– Jeg synes, det er et kollektivt hold. De har en rigtig god venstrefløj, men ellers er det et homogent hold, hvor mange spillere er dygtige. På dagen kan alle gå ud og præstere, siger han.

Odder har allerede vist, at holdet kan levere på et højt niveau. Ifølge Asbjørn Madsen var holdets hjemmesejr over HC Midtjylland fuldt fortjent – et resultat, der understreger, at der er kvalitet i lørdagens modstander.

Samtidig har Odder været involveret i flere tætte kampe, og Elitesport Vendsyssel ved af erfaring, at opgaven bliver vanskelig. De to hold mødtes også flere gange i sidste sæson, hvor Odder trak sig sejrrigt ud af begge opgør.

– Vi tabte to gange til Odder sidste år, så vi ved udmærket godt, at det her bliver svært, siger Asbjørn Madsen.

TRO PÅ EGNE MULIGHEDER

Selv om respekt for modstanderen er på sin plads, handler det også om at gå ind til kampen med tro på egne evner. Asbjørn Madsen lægger ikke skjul på, at han ser et stort potentiale i sit eget hold, når tingene fungerer.

– Når vi topper og alle bidrager, er vi stærke. Men sådan er situationen ikke altid, og derfor skal vi gå ydmygt til opgaven og være klar til at løse de udfordringer, der kommer undervejs, siger han.

For Elitesport Vendsyssel bliver det derfor vigtigt at bevare roen, læse kampens udvikling og være parat til at justere, når Odder skifter taktisk udtryk. Det kræver både disciplin og mod – og at de spillere, der får ansvaret, tør tage det på sig.

Efter den seneste gysersejr i Skjern er der igen to vigtige point på spil. Denne gang skal kampen afgøres på hjemmebane, og med opbakningen fra lægterne håber Elitesport Vendsyssel at kunne fortsætte de gode takter.

Kampen spilles lørdag kl. 14.00 i Park Vendia, Hjørring. Elitesport Vendsyssel håber at se mange på tribunerne til endnu en vigtig kamp i 1. division.