Svær udebane mod tophold

Det bliver en udfordrende weekend for Elitesport Vendsyssel. Ikke blot skal holdet ud på en næsten 500 km lang bustur til Maribo Hallerne. Men de skal også møde topholdet i herrernes 1. division i håndbold, Team Sydhavsøerne, med en trup, der er plaget af skader.

Der er så mange tvivlsomme til kampen søndag kl. 15, at direktøren, Nicolai Leth Klinge, for en sikkerheds skyld tager den pakkede sportstaske med for at kunne supplere på banen om nødvendigt. Han stoppede ellers med håndbold på topplan med udgangen af sidste sæson.

Lidt overraskende topper holdet fra Sydhavsøerne 1. division med tre sejre i fire kampe. De har tabt i Odder (ligesom Elitesport Vendsyssel har), men de har vundet ude over HC Odense og – mest imponerende – banket de to Århus-hold HEI og Skovbakken med otte mål hver i Maribo Hallerne.

Det skyldes ikke mindst den nytilkomne Nicolai Jørgensen. Den 21-årige U-landsholdsspiller er kommet fra Kolding i denne sæson, og fra sin position som playmaker har hans hidtidige 29 mål placeret han som sit nye holds topscorer og givet ham en tredjeplads på divisionens topscorerliste.

Men det er ikke umuligt at tjene points i Maribo. Det beviste ESV faktisk så sent som i maj, da Casper Holmen med et mål på straffekast efter tidens udløb sikrede ESV uafgjort 31-31.

Billedtekst: Casper Holmen, der sikrede Elitesport Vendsyssel det ene point mod Sydhavsøerne i Maribo i maj.

Billedtekst: Casper Holmen, der sikrede Elitesport Vendsyssel det ene point mod Sydhavsøerne i Maribo i maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *