Varmt farvel, svag indsats

Det blev sagt et varmt farvel til en stribe spillere og trænere, da Elitesport Vendsyssel lørdag sluttede sæsonen i herrernes 1. division i håndbold med hjemmekampen i Park Vendia mod Grindsted.

Sportsligt blev det dog et svagt farvel til sæsonen, for Elitesport Vendsyssel tabte 21-34 (11-13) efter en bedrøvelig 2. halvleg.

Kampen startede ellers jævnbyrdigt, og holdene fulgtes ad til 11-11. Men derefter udviklede det sig til en ren kontra-massakre med hjemmeholdet i ofrets rolle. ESV-spillerne lavede tekniske fejl, brændte chancer og løb dårligt retur i et omfang, som gav gæsterne alt for let spil.

Betegnende for indsatsen hos Elitesport Vendsyssel var, at Casper Holmen, der strålede med 12 mål forleden i pokalkampen mod Fredericia HK, bare fandt målnettet to gange mod Grindsted.

Hæderlige præstationer hos ESV blev ydet af målmand Rasmus Fries, højre fløj Mikkel Krogshede i 1. halvleg og stregen Niels-Jacob Thing efter pausen.

Inden kampen sagde sportschef Nicolai Leth Klinge på klubbens vegne farvel og tak til det afgående trænerteam, Morten Holmen, Rasmus Jensen og Hanne Frandsen, samt sæsonens topscorer og mest fremtrædende spiller, Casper Holmen, der stopper i Elitesport Vendsyssel.

Efter kampen var det Nicolai Leth Klinge, der blev hyldet. Den spillende sportschef har annonceret, at kampen lørdag var hans sidste i 1. division. Men han fortsætter som sportschef, sponsorchef, administrator og altmuligmand i det hele taget i Elitesport Vendsyssel, som uden hans indsats aldrig var kommet frelst igennem en debutsæson fyldt med udfordringer.

Billedtekst: En rørt Nicolai Leth Klinge takker af som elitehåndboldspiller efter en karriere, der har strakt sig fra serie 2 til Bundesligaen og senest til Elitesport Vendsyssel i den danske 1. division.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *