Gammelmands håndbold

”Gammelmands håndbold”, sagde landstræner Nicolai Jacobsen til sine skuffende stjerner under 1. halvleg af træningslandskampen mod Norge i torsdags.

Cheftræner Morten Holmen Frandsen kunne have brugt den samme betegnelse til sine spillere fra Elitesport Vendsyssel, der lørdag fik en ordentlig lussing på 17-37 (7-18) mod Ajax i Baunehøjhallen i København i herrernes 1. division i håndbold.

Som resultatet illustrerer, var der klasseforskel på de to hold. ESV lagde ud uden attitude og med langsomt og uopfindsomt spil. Ajax derimod gjorde den gamle københavnske storklub ære med hurtigt og varieret spil, og det stod hurtigt klart, at det måtte blive en klar hjemmesejr.

ESV var slet ikke til at kende igen fra den seneste kamp for fire uger siden i Maribo, hvor de med en frisk indsats faktisk havde fortjent mere end det ene point i 31-31 kampen mod Team Sydhavsøerne.

Nu bliver det en opgave for alle mand hos Elitesport Vendsyssel at samle humøret op igen og blive klar til en ordentlig indsats, når HØJ Elite kommer på besøg i Vendsyssel på lørdag.

Hos Elitesport Vendsyssel var Casper Holmen både bedste spiller og bedste målscorer med 7 mål. Magnus Rasmussen scorede 3.

Billedtekst:

Sebastian Andersen scorede to gange for Elitesport Vendsyssel. (Foto: Kristian Hedegaard)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *