Point i de døende sekunder

Oliver Prince – 8 mål for Elitesport Vendsyssel i Odense (Foto: Kristian Hedegaard)

Med et mål tre sekunder før tid sikrede Sebastian Andersen Elitesport Vendsyssel det ene point i herrernes 1. divison i håndbold lørdag aften mod HC Odense i Dalumhallerne. 27-27 blev det efter 12-14 ved pausen.

Det lignede et nederlag til vendelboerne, da Mikkel Søby med sit 13. mål bragte Odense foran 27-24 med bare tre minutter igen.

Men scoringer af målmand Marcus Raakjær, Mikkel Krogshede og altså Sebastian Andersen med et kanonskud fra 10 – 11 meter lige op i hjørnet sikrede det ene point, der holder ESV væk fra den absolutte bund i rækken.

HC Odense spillede i det meste af kampen 7 mod 6, og det voldte ESV en del besvær og banede vejen for fløjspilleren Mikkel Søbys målshow.

Opgaven blev heller ikke lettere for ESV med 5 udvisninger mod 2 til Odense.

Alligevel lignede ESV i lange perioder en vinder. Især efter en god periode i slutningen af 1. halvleg, hvor vendelboerne på 7 minutter gik fra 11-8 til en pauseføring på 12-14.

Det var blandt andet takket være scoringer fra den unge nordmand Sander Hornstved Pettersen, der indtil dato kun havde scoret en enkelt gang for ESV, men denne aften nettede 4 gange.

Ellers var det specielt hans backkollega Oliver Prince, der med 8 scoringer var mest fremtrædende hos ESV.

Målscorere:

Elitesport Vendsyssel: Oliver Prince 8, Sander Hornstved Pettersen 4, Sebastian Andersen, Mikkel Krogshede, Casper Holmen og Steffan Stolling Andersen 3, Marcus Raakjær 2 og Christian Lykke Jensen 1.

HC Odense: Mikkel Søby 13, Andreas Madsen 5, Morten Glacius og Jacob Lyck 3, Kristian Larsen, Kristoffer Werenberg og Morten Kirkeby Nielsen 1.

Elitesport Vendsyssels næste kamp i herrernes 1. division er på søndag kl. 14 i Arena Nord mod Otterup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *